Storslået arkitektur med havudsigt
Lundhild Arkitekter står bag denne spændende villa. Fundamentet for villaen blev skabt med et arkitektonisk utraditionelt bueslag. Det store tagudhæng og de store vinduer lukker uderummet ind. Derudover skabes der en overdækket zone mellem ude og inde. Bygningen åbner sig mod den smukkeste udsigt over Norsminde Havn fra terrasserne rundt om huset. Planløsningen med bueslaget optimerer udsigten fra alle boligens rum. Formen muliggør at bygherre både kan nyde aftensolen i læ og solen fra syd-øst. Med grå mursten i forskellige nuancer og en mørk horisontal træbeklædning bliver huset naturligt integreret i den omkringliggende lidt rå natur. Huset bliver opvarmet ved hjælp af jordvarme.