Grumstrupvej
Ombygning fra en til flere længer
På en skøn landejendom har Lundhilds tegnestue designet forvandlingen af en ældre bolig i 1,5 plan til en spændende ejendom. Facaderne beklædes med træ i sorte og brune nuancer, der spiller sammen med orangeriet og det smukke stråtag.
Ejendommen består af tre længer, med hvert sit formål. Den eksisterende længe mod øst omdannes til køkken-alrum, opholdsrum, forældreafdeling. I forlængelse heraf findes det store orangeri med en rustik muret pejs og halvmure, som indrammer orangeriet og udeområdet.
I den nordvendte længe findes en stor entre, fire soveværelser, en tv-stue og to badeværelser. Den sidste længe indeholder en stor garage og et praktisk bryggers. Alle længerne kædes sammen af nogle lange lyse gangarealer og centreres omkring en stor gårdhave. På førstesalen indrettes der et område med gæsteværelse og kontor, samt en længe med et stort multirum.