Moderne bolig i halvandet plan
Denne villa er designet af Lundhild Arkitekter og kombinerer rustikke overflader med lyse, åbne rum og en stærk forbindelse mellem inde og ude. Stueplanet rummer et generøst sydvendt køkken-alrum, hvor store vinduespartier skaber et naturligt lysindfald og åbner hjemmet mod terrassen og haven. Opholdsstuen ligger østvendt i forlængelse af alrummet. Stuen er karakteriseret af den moderne vinduesniche og pejs.
Den centrale trappe i entréen binder etagerne elegant sammen og leder op til den private zone, hvor lyset fra store facadevinduer og ovenlys er gennemgående. Her ligger master afdelingen med walk-in og eget bad, to lyse værelser samt endnu et badeværelse.
I hele projektet er der fokuseret på funktionelle løsninger som brede ganglinjer og velplacerede vinduespartier. Uderummet udgøres af flere terrasser med grønne højbede, der giver både læ og privathed. Resultatet er en moderne bolig, hvor dagslys, funktion og materialevalg går op i en højere enhed.