Ombygning med ny overetage på villa fra 1970’erne
Lundhild Arkitekter står bag ombygningen af denne bolig, hvor der tilføjes en ny overetage i den ene ende af boligen. Tilbygningen skaber ekstra boligareal med soveværelse, badeværelse og walk-in, og giver boligen et markant arkitektonisk løft.
Den nye etage er designet med respekt for husets oprindelige formsprog, men tilføjer et moderne udtryk med store vinduespartier, ovenlys og en harmonisk tagløsning. Facaderne får et nutidigt præg gennem samspillet mellem murede vægge og trælameller, markante mørke stern omkring sedumtaget, saddeltag med tagpap samt kvist og gavl i aluminium.
Indvendigt er der skabt lyse og åbne opholdsrum med overflader i træ, rustikke murstensvægge og en planløsning, der sikrer en stærk forbindelse til omgivelserne. Ombygningen kombinerer klassiske og moderne materialer, hvilket skaber en stilistisk sammenhæng mellem det eksisterende og det nye.