Om- og tilbygning af villa fra 1920'erne
Projektet omfatter en ombygning af en klassisk villa, hvor funktionalitet og naturligt lys har været i centrum. Den oprindelige planløsning er optimeret med en ny tilbygning i stueplan, der skaber en rummelig spisestue med direkte adgang til haven. Der indrettes et stort køkken-alrum ved sammenlægning af eksisterende køkken, stue og værelse. Entré og trappeopgang forbindes ligeledes.
På førstesalen er der indrettet tre værelser og et nyt badeværelse. Facaden forvandles med en ny frontspids og tilbygning, der matcher husets oprindelige formsprog og sikrer et sammenhængende udtryk. Indvendigt opgraderes boligen med moderne interiør, præget af overflader i træ. Store vinduespartier giver et generøst lysindfald, en stærk forbindelse til omgivelserne.