Sommerhus med havudsigt
Skønt beliggende sommerhus
Projektet er beliggende i et frodigt og naturskønt område ved vandet. Sommerhusets østvendte facade åbner sig ud mod vandet, med en karakteristisk buet facon. Husets indre har en smuk belysning, mens det naturlige lys inviteres indenfor fra alle vinkler. Aftensolen kan nydes fra en vestvendt gårdhave med udepejs i læ.
Boligen omkranser gårdhaven med store eksklusive opholdsrum, et gæsteområde, samt en separat afdeling med soveværelse, walkin og eget bad. Derudover findes der en stor overdækket garage mod nord. Området omfatter tæt sommerhusbebyggelse opdelt af Kystvejen. Hovedparten af sommerhusene er placeret højt i landskabet. Arkitekturen og materialevalget er klassisk nordisk.