Bolig med havudsigt
Lundhild Arkitekter har tegnet denne bolig, der er smukt placeret på en naturskøn grund. Boligens arkitektur er optimeret til at maksimere udsigten over Lillebælt mod nord samt til at indfange solens stråler og haven mod syd. For bygherre var det afgørende at bygge i højden for at udnytte udsigten. Derfor er boligen opført i to etager, hvor der samtidig er skabt flere udendørs opholdsarealer, så solen og havudsigten kan nydes fra forskellige vinkler dagen igennem.
Huset er gennemlyst fra flere sider, hvilket skaber dynamiske ganglinjer og spændende rumforløb. De primære opholdsarealer er placeret på første sal, mens stueplan rummer værelser og tilhørende funktioner.
Materialevalget understreger kontrasten mellem etagerne. Stueplan er opført i lyse mursten, der giver et solidt og tidløst udtryk, mens førstesalen fremstår elegant med en mørk zinkbeklædning. Terrasserne, som er visuelt indarbejdet som udskæringer i bygningens volumen, er beklædt med træ, hvilket tilfører varme og understreger samspillet mellem inde- og uderum.