Kastanie Alle
Moderne ombygning i flere plan
Lundhilds tegnestue har designet ombygningen af en eksisterende bolig. Facaderne får et moderne udseende med sort træbeklædning og nye vinduer med sorte rammer. Indvendigt skabes der et gennemgående naturligt lysindfald og en ny rumdisponering.
Entreen åbnes op med et bredt glasparti og glasdør, hvilket skaber en luksuriøs indgang med udsigt til spisestuen og haven mod syd. En del af entreen omdannes til en gang med opbevaring, der fører til to værelser. Væggen mellem køkkenet og det eksisterende bryggers fjernes for at øge rummeligheden og lysindfaldet.
Trappen mellem stueplan, kælder og første sal ændres for at skabe en direkte forbindelse mellem stueplan og kælder. Det eksisterende værelse på første sal flyttes til kælderen, hvor der sikres naturligt lys med kældervinduer langs gavlen. På første sal indrettes et nyt kontor. Funktionerne i de øvrige rum bevares.