teambuildingsdag med keramik drejekursus
Keramik drejekursus og skøn frokost i Århus C.
Fredag den 17. maj tog Tegnestuen til Århus for at deltage i et 4-timers drejekursus, hos Yunobio studiet. Her fik vi hver især mulighed for at skabe vores egen keramik i hyggelige omgivelser, i det højtbelyste og rummelige værksted ved Graven.
Kreativiteten blev sluppet løs, og vi gjorde alle et ihærdigt forsøg på at skabe noget pænt. Vores kreationer er nu sendt til brænding og glasering, og tiden vil vise, om de er blevet fine og brugbare. Heldigvis var resultatet ikke det vigtigste; fokus var i stedet på at slappe af og skabe samvær væk fra tegnestuen, hvilket vi i høj grad lykkedes med.
Efterfølgende fortsatte vi dagen på Restaurant Klokken, hvor vi spiste os overmætte i lækkert smørrebrød. Vi sluttede dagen af med en studietur rundt i byen og Århus Ø, hvor vi så på ny såvel som ældre arkitektur, mens vi nød solskinnet, med en lækker is i hånden.
Tak til alle Tegnestuens ansatte for endnu en skøn teambuildingsdag.