5. februar 2018

Nyt liv i 70’er huset

Nyt liv i 70’er huset

I Vejle, på hvad, som allermest ligner en helt almindelig villavej fra 70’erne, bor parret Dennis og Elisabeth med deres 1-årige datter Regitze. Ved første øjekast ligner det ikke, at det hyggelige røde murstenshus for nyligt har gennemgået en større renovation, men man skal imidlertid ikke lade sig narre. Dette er såmænd et bevidst valg fra parrets side af.

Vi ville gerne, at det blev en pæn tilbygning som passede til huset. Det var vigtigt for os, at man stadigvæk kunne fornemme, at det var et helt almindeligt 70’er hus, så huset ikke skilte sig for meget ud fra de øvrige huse på vejen.

Parret havde forinden boet i et nybygget rækkehus i Aarhus, som for dem havde virket uhyggeligt bart og koldt. Da de købte huset her, var det derfor utroligt vigtigt for dem at bevare en del af husets oprindelige stil og stemning. Ikke mindst fordi huset, de nu havde overtaget, var Dennis' barndomshjem og derfor havde en helt særlig betydning.

Vi er glade for, at vi holdt fast i, at det ikke skulle blive for prangede at se på udefra. Det er meget mere ’os’, at det ikke signalerer ’her er der bygget et nyt hus’.

 

’Døm ikke en bog på omslaget’

Hvad der udefra ligner et helt almindeligt 70’er hjem, skulle sidenhen vise sig at rumme på en hel del moderne overraskelser og detaljer.

De fleste der kommer her, bliver rigtig overrasket over, hvordan det ser ud indvendigt. For når du kommer udefra, er det nok det sidste, du forventer.

Idet, man træder indenfor i familiens hjem, bliver man mødt af et stort indbydende rum, som rummer køkken/alrum og stue i ét. Som det helt centrale i rummet findes en dobbeltsidet naturgaspejs, der på harmonisk vis bryder rummet op og markerer overgangen fra sofahyggehjørne til køkken/alrum.

Det var vigtigt for os at få et stort opholdsrum, hvor vi som familie kunne være. Men uden, at rummet skulle virke så stort, at det ville føles som at komme ind i en kold hal.

I det store rum er der skabt forskellige zoner, så der er plads til både hverdagslivet og festlige begivenheder med plads til mange.

Vi har det her dejligt store rum, og det er her, vi bare er! Her er godt med plads samtidig med, at her er hyggeligt - pejsen, den røde murstensvæg og troldtekt-loftet er med til at skabe en hyggelig atmosfære, synes vi.

Det er ikke helt uden grund, at dette er blevet familiens absolutte yndlingsrum. Fra familiens køkken kan man stort set danne sig et overblik over hele boligen, hvilket er ganske praktisk, når man som parret her, har en 1-årig datter med fart på.

Regitze kan bare tusse rundt alt det hun vil. For hvor end hun går hun hen, så kan vi se hende, når vi står her i køkkenet.

Elisabeth fortsætter:

Folk siger normalvis, at de har et samtalekøkken, men jeg føler, at vi har et samtalehjem. Her kan du stå i køkkenet og bare overskue hele boligen – du har hele hjemmet inden for rækkevidde og fornemmer derfor ikke, at der er næsten 200 kvadratmeter.

 

Det er de personlige løsninger, som skaber et hjem

Lige fra det øjeblik den lille familie besluttede sig for at købe huset, vidste de, at der skulle ske nogle ændringer før, at boligen kunne blive til et hjem for dem.

Udover, at der skulle være mere plads, nyt tag og gulvvarme, så var det vigtigt, at det endelige resultat afspejlede familien og det levede liv. Der skulle derfor være lyst, enkelt og hyggeligt, men vigtigst af alt, så skulle det indbyde til familiært samvær.

Dennis er musiker, og derfor var det vigtigt for os, at skabe et åbent rum i huset, hvor der var plads til hans flygel. Førhen i vores gamle bolig, stod det i et lille ekstraværelse for sig selv, da der ikke var plads til det andre steder.

I den nye bolig er flyglet integreret som en naturlig del af køkkenalrummet, hvilket gør, at familien får glæde af det i en helt anden grad end før.

Efter aftensmaden sætter Dennis sig ofte hen og spiller på det, og så tusser Regitze rundt og hygger sig imens. Det bliver brugt meget mere i dag, da man ikke længere behøver at sætte sig ind i et separat rum, væk fra alle andre, for at spille på det.

For at kunne føle sig til rette i ens eget hjem, handler det om at få skabt løsninger, som afspejler familiens personlighed og imødekommer familiens livsstil. Af den grund, er det vigtigt, at man i de indledende faser til byggeprojektet, finder en fortrolig samarbejdspartner, som tager sig den nødvendige tid til at sætte sig ind i ens behov og boligdrømme.

Lundhilds tegnestue tog sig tiden til at forstå vores behov, og eftersom, de var med lige fra idefasen, så vidste de præcist hvilke ideer, der havde været oppe at vende, og derfor også, hvad vi ville have.

I begyndelsen havde familien kort overvejet at rive hele huset ned for at bygge et typehus, men i sidste ende endte de med at vælge et samarbejde med en arkitekt.

Med en arkitekt kunne vi få nogle andre, mere personlige detaljer, som i en højere grad afspejlede os som familie.

 
En tovholder, som var med fra starten af

Det var vigtigt for os, at Lundhilds tegnestue kunne bistå med hjælp fra start til slut. Vi er overhovedet ikke håndværkere, så vi havde brug for nogle, som kunne hjælpe os godt i gang og derefter varetage projektet.

Som førstegangsbyggere kan det være svært at vide, hvilke løsninger, man bør vælge og hvorfor.

Lundhilds tegnestue tog sig tiden til at forklare os grundigt, hvilke fordele og ulemper, der var ved de forskellige løsninger og materialer, så vi havde et kvalificeret beslutningsgrundlag. De stak os ikke bare nogle tegninger i hånden, men de tog virkelig hånd om os og projektet.

For familien har det blandt andet betydet, at byggeprocessen er forløbet nemt og smertefrit.

Vi har bare beskrevet det, vi gerne ville have, og derefter har vi lænet os tilbage og ladet dem køre med det. Vi stolede på deres erfaringer og har derfor som regel gået med det, som de anbefalede os.

Familiens tiltro til tegnestuen har resulteret i, at familien endte med at få et noget andet badeværelse end det, de i første omgang havde forestillet sig.

Jeg ville til at starte med ikke have, at badeværelset lå i forlængelse af soveværelset. Jeg gad ikke det med, at gæster skulle igennem soveværelset for at komme ud på badeværelset. Men Steen overbeviste mig om, at det var en god ide og i dag er jeg simpelthen så glad for det! I starten var det ligesom at være på hotel – sådan at have sit eget private badeværelse lige ved siden af soveværelset.

Familien er i dag utroligt glade for, at de endte med at vælge et samarbejde med en tegnestue, som kunne stå for hele projektet.

Det var rart at kunne læne sig op ad deres erfaringer, da de på en anden måde, end os selv, kunne se, hvordan det hele ville fungere som helhed.

Hvis vi skulle gøre det igen, ville vi helt sikkert have nogen til at stå for projektet igen. Især fordi vi ingenting vidste om det. Det var dejligt nemt og vi kunne bare spørge, hvis vi var i tvivl om noget.

Klik for at se billederne i stor

Tilbage til nyhedsoversigten