”Vi var aldrig selv kommet på at flytte trappen”

  • ”Vi var aldrig selv kommet på at flytte trappen”

”Vi var aldrig selv kommet på at flytte trappen” 

Ombygningen af et 70’er-hus i Silkeborg har været en længere proces, men resultatet er blevet et tidssvarende og funktionelt hjem til en familie med fart på.

Da parret Birgitte Kristensen og Christian Baggesen i maj sidste år overtog deres nye hus på Kildetoften i Silkeborg, var det en mindre rejse fra indgangen og op til værelser og terrasse på første sal. Trappen var placeret i den fjerneste ende af huset i et rum for sig. Dét er der lavet om på nu. Huset blev købt med tanke på, at det skulle renoveres, og det er det blevet. Efter en ombygningsproces, der ikke blev helt som forventet, udgør trappen og et åbent køkken-alrum husets kerne.

Familien bruger 90 procent af tiden i det nye store køkken-alrum, mens den nemme adgang til første sal gør, at deres to drenge kan lege i opholdsrummet ovenpå, og når vejret igen tillader udendørs morgenmad i weekenderne, er det også sandsynligt, at morgenkaffen vil blive indtaget på første sals terrasse.

”Før havde man slet ikke fornemmelsen af overetagen, når man var nedenunder. Med trappen centralt placeret integreres de to etager, og man går op direkte fra køkken-alrum midt i huset. Den åbning giver samtidig et godt lys ned derfra. Det var ret mørkt tidligere,” fortæller 43-årige Birgitte.

Underetagen skulle være ét stort rum

Birgitte tog fat i arkitekt Steen Lundhild, da familien havde købt huset, der skulle blive deres drømmebolig. Planen var umiddelbart at vælte en enkelt væg eller to og indsætte et nyt køkken. De kunne godt tænke sig, at få mere lys ind i den lidt mørke underetage.

”Steen kom med en masse forslag, vi ikke selv havde tænkt på, og det udviklede sig og blev også større, end vi oprindeligt havde planer om,” fortæller Birgitte.

Planen blev nu at vælte en del vægge, så hele underetagen med køkken, stue og alrum var ét stort rum, hvor et bærende element i midten med en integreret biopejs skulle afstive boligen.

Projektet kom i udbud. Det var et teknisk svært projekt, hvor mange vægge skulle fjernes, men også et flot projekt, som de så frem til at gennemføre.

”Vi havde lagt tanker og tid i det. Jeg havde været rundt at undersøge forskellige ting, bl.a. i forhold til den biopejs, så på mange punkter havde vi i vores hoveder tænkt, at sådan skulle det være,” fortæller Birgitte.

Én hovedentreprenør bød på projektet, men han sprang fra igen. Processen blev sat i stampe for Birgitte og Christian, der var nået til et punkt i deres byggeprojekt, hvor de gerne ville til at i gang.

Den ufrivillige pause fik parret til at overveje alternative løsninger, og de endte med at skrinlægge det første projekt.

Tankerne faldt på plads en nat

Fast besluttet på at der nu skulle ske fremskridt i projektet, brugte Birgitte en hel nat på at sidde og tænke over og tegne deres muligheder.

På Lundhilds tegnestue havde de fået præsenteret en anden indretning, da det første projekt gik i stå, og det var med udgangspunkt i de idéer og parrets oprindelige tanker, at Birgitte mødte op på tegnestuen efter at have siddet vågen om natten. 

”Jeg tog ud til Steen og Bjarne for at sikre, at de oprindelige tanker, vi havde haft, blev indfriet. Det vigtigste var mere lys og en bedre sammenhæng mellem ude og inde,” fortæller Birgitte.

Efter mødet kom den tilpassede løsning i udbud. Og denne gang lykkedes det.

Parret har to små drenge, som der er fart på ind imellem, og set i bagspejlet er de glade for, at det blev den her løsning.

”Man kan sige, det var held i uheld. Når vi lever her, kan vi se, at det er dejligt at have nogle store åbne rum, men der er også en fordel i lidt afskærmning, så børnene kan være inde ved siden af. Man er sammen uden at være sammen, hvis man kan sige det sådan.”

billeder-generelt/drenge-og-balloner.jpg

Value for money

Den endelige løsning for Birgitte og Christian blev billigere end det første bud, men det har ikke fået den store betydning for, om parret har fået deres ønsker opfyldt. Det var vigtigt for dem, at få udskiftet vinduerne til nogle større og bedre, et nyt trægulv og et nyt køkken var også blandt de ting, de ikke ville gå på kompromis med.

”På de vigtigste ting holdt vi fast, og i 99 procent af tilfældene har vi fået det, vi gerne ville ud fra vores budget, men det tror jeg også har noget at gøre med, at vi er relativt realistiske,” siger Birgitte og uddyber:

”Det var meget det arkitektoniske, vi faldt for i den første løsning, og mere det funktionelle i den her løsning. Men jeg synes faktisk, at det også visuelt fungerer rigtig godt.”

Frustrerende proces men værdifuldt med rådgivning

Lundhilds tegnestue har været rådgivere på byggeriet, og trods omvejen er er Birgitte glad for samarbejdet.

”Nogle gange har vi da været frustrerede over forløbet, men jeg ville ikke have været det foruden. Det havde vi slet ikke kunnet overskue,” griner Birgitte, der især er glad for rådet om at få placeret trappen centralt. 

”Vi var aldrig selv kommet på at flytte trappen, og det tror jeg har gjort en kæmpe forskel for, hvordan man oplever huset,” siger hun.

Birgitte og Christian gjorde sig de første tanker om ombygningen i marts 2015. De flyttede ind i den renoverede bolig lige inden jul samme år, og efter nogle måneder var de sidste detaljer faldet på plads.

Lundhilds tegnestue har mange års erfaring med ombygning af enfamiliehuse. Læs mere om processen her og se flere ombygningsprojekter fra tegnestuens hånd her.

 

Tilbage til oversigt